Et historisk tilbageblik på de 50 år i Asnæs
1995-2004
I perioden skifter vi endnu engang navn, denne gang til General Cables Division.
De sidste medarbejdere flytter fra Hovedkontoret på NKT Allé i Brøndby til Asnæs. Der er således nu kun montageafdelingen tilbage i Brøndby. Al kabelproduktion er flyttet til hhv. vore udenlandske virksomheder eller til fabrikken i Asnæs.
Salgs- og konstruktionsafdelingerne for hhv. hal 2 og hal 3 slås sammen.
NKT køber en tysk kabelvirksomhed Felten & Guilleaume, som har hovedkontor i Køln. I kølvandet følger andre fabrikker i Tyskland samt fabrikker i Tjekkiet, Østrig og så langt væk som i Kina.
De papirisolerede mellemspændingskabler forsvinder helt ud af vores leveringsprogram.
På produktsiden introduceres en kabel caddie, som er et hjælpeværktøj til elektrikere i forbindelse med transport og udrulning af kabler i ringe.
5-leder PSP-kabler introduceres som følge af ændringer i stærkstrømsbekendelsen. Introduktion og videreudvikling af nkt.doc® – et regneprogram som gør det let at anvende og beregne NKT's kabler.
Det besluttes at udfase PVC-kablerne til fordel for de halogenfri tilsvarende kabeltyper.
Vi oplever et gennembrud på det engelske marked på lavspændings- og mellemspændingskabler, og det svenske marked for samme produkter startes op.
På installationskabelfronten introduceres det armerede kabel på det svenske marked i en speciel svensk udgave.
Projektafdelingen for højspændingskabler flyttes til hal 5 i Asnæs.
Med henblik på reduktion af lagrene introduceres LEAN-produktion.
I hal 5 påbegyndes produktion af aluminiumledere i 1200 mm2.
De første mellemspændingskabler med rør for iblæsning af optiske fibre ser dagens lys.